I dyrenes sind - 07-06-2011

I DYRENES SIND

Videnskaben løfter sløret for, hvor intelligente andre arter kan være – og stiller nye spørgsmål til vores behandling af dem. 
Af Jeffrey Kluger (venligst oversat for OASA af Oliver Holm)

For ikke så længe siden drak jeg morgenkaffe med Kanzi. Det var ikke min idé. Kanzi inviterede mig, om end han gjorde det på sin sædvanlige afsnubbede facon. Kanzi er en gut af få ord – 384 ifølge den formelle optælling, selvom han sikkert kender adskillige flere. Han er i besiddelse af en yderst fyldig røst, som er meget tydelig, meget udtryksfuld og meget, meget kraftig. Men den er ikke specielt velegnet til at danne ord, hvilket er kendsgerningerne, når man er en bonoboabe, chimpansens nære og mere fredelige fætter. 

Men Kanzi er ikke desto mindre snakkesalig. Gennem det meste af dagen holder han en slags glosesamling inden for tæt rækkevidde: tre dækkeservietlignende laminerede skemaer fyldt med hundredvis af farverige symboler, som repræsenterer alle de ord, han har lært af sine passere eller selv har taget til sig. Han kan konstruere tanker og sætninger, endda binde dem sammen, blot ved at pege. Skemaerne rummer ikke kun enkle navne- og udsagnsord som bold og Jell-O samt løbe og kilde, men også begrebslige ord som fra og senere samt grammatiske led som endelserne -ing og -ed, der indikerer tid.

Kanzi kender til værdien i at bryde isen, før man kaster sig ud i det egentlige. Så han peger på kaffe-ikonet på et af sine skemaer og peger derefter på mig. Så fører han sin pegende finger videre rundt i lokalet hen mod primatolog Sue Savage-Rumbaugh, forsker på Great Ape Trust – det forskningscenter i Des Moines, Iowa, hvor Kanzi har hjemme – samt laboratorieleder Tyler Romine. Romine henter fire kopper kaffe (varm, men ikke for varm) og bringer den ene over til Kanzi i en lukket terrasse på den anden side af et vindue af plexiglas og slutter sig så igen til os. Kanzi nipper til kaffen – eller slubrer, faktisk – og fordi vores stemmer opfanges af mikrofoner, lytter han med på vores samtale. 

”Vi fortalte ham, at der kom en gæst på besøg,” fortæller Savage-Rumbaugh mig. ”Han har glædet sig, men var stædig i morges, og vi kunne ikke få ham ud i haven. Så vi blev nødt til at indgå forhandlinger med hjælp af et stykke honningmelon.” Honningmelon figurerer endnu ikke på Kanzis gloseliste. I stedet peger han på tegnene for grøn, gul og vandmelon. Da han fik en smagsprøve på grønkål, kaldte han det langsom salat, fordi det tager længere tid at tygge end almindelig salat.

Det almennyttige forskningscenter Great Ape Trust udgør et hjem for syv bonoboaber, deriblandt Kanzis søn Teco, som blev født den 1. juni sidste år. Kanzi er langtfra den første abe, som man har lært at bruge sprog. Berømte aber som Koko og Washoe kom før ham. Men Great Ape Trust bruger en ny og hidtil uprøvet tilgang, hvor de opdrager aber fra fødslen af med talt og symbolsk sprog som et fast indslag i deres hverdag. Ligesom menneskemødre går tur og sludrer med deres spædbørn om, hvad de ser, skønt barnet endnu ikke begriber sproget, fortæller forskerne på Great Ape Trust bonoboaberne om livet og om deres liv. Takket være en så tilbundsgående fordybelse i sproget lærer aberne at kommunikere bedre, hurtigere samt med større kompleksitet. 

Ikke desto mindre er Kanzi ikke interesseret i at sige særlig meget i dag, men foretrækker derimod at løbe og hoppe rundt samt demonstrere sine fysiske talenter. ”Bold,” trykker han på et af sine gloseskemaer, efter han har drukket sin kaffe.

”Sig til ham, at du henter den,” instruerer Savage-Rumbaugh og viser mig så, hvor de nødvendige symboler er på det skema, som jeg har i hånden. ”Ja-jeg-vil-jage-bolden-til-dig,” taster jeg langsomt, hvor jage er et af de ord, Kanzi opfatter som ensbetydende med tage.

Det tager mig et stykke tid at finde bolden på et kontor nede ad gangen, og da jeg endelig vender tilbage, spørger Savage-Rumbaugh verbalt Kanzi: ”Er du klar til at spille?” Han kigger olmt på os. ”For længst klar,” taster han.

Mennesker har et anspændt forhold til dyr. De er vores ledsagere og vores personlige ejendele, vores familiemedlemmer og vores arbejdere, vores kæledyr og vores skadedyr. Vi elsker dem, og vi burer dem inde, beundrer dem og misbruger dem. Og så tilbereder og æder vi dem, naturligvis.

Vores bortforklaring – og den er slet ikke så urimelig – har altid været, at vi kan gøre ved dyr, hvad der passer os, fordi de simpelthen ikke lider på samme måde som os. De tænker ikke, i hvert fald ikke på en meningsfyldt facon. De bekymrer sig ikke. De har ikke nogen fornemmelse for fremtiden eller deres egen dødelighed. De kan godt danne par, men de elsker ikke. Alt taget i betragtning er de måske ikke engang bevidste. ”Grunden til, at dyr ikke taler, som vi gør, er ikke den, at de mangler organerne,” sagde René Descartes engang, ”men at de ikke har nogen tanker.” For mange mennesker byder Bibelen på det stærkeste argument af dem alle. Mennesket blev overdraget ”herredømme over jordens dyr”. Og der kan man sådan set sætte punktum for diskussionen.

Et efter et bliver de grænselinjer, som vi har markeret mellem os selv og dyrene, dog udvisket. Mennesket er det eneste dyr, som bruger værktøj, plejede vi at sige. Men hvad med de fugle og aber, som vi nu ved gør det samme? Nå, men så er mennesket det eneste dyr, som kan udvise empati og gavmildhed. 

Men hvad med aberne, som praktiserer velgørenhed, og elefanterne, som sørger over deres døde? Mennesket er det eneste dyr, som oplever glæde ved og bevidsthed om fremtiden. Men hvad med den nye undersøgelse fra England, som påviste, at grise, der er opfostret i behagelige omgivelser, udviser optimisme og bevæger sig forventningsfuldt mod en ny og ukendt lyd i stedet for at vige frygtsomt tilbage fra den? Og hvad angår den påstand, at mennesket er det eneste dyr, som bruger sprog… Kanzi selv vil kunne fortælle dig, at den ikke er sand.

Alt det tvinger os til at betragte dyr på en ny måde. Med sin bog Animal Liberation fra 1975 indledte bioetiker Peter Singer fra Princeton University, hvad der er blevet kendt som dyrebefrielsesbevægelsen. Evnen til at lide, skrev han, er en væsentlig udjævnende faktor på tværs af arterne, og vi bør ikke påføre smerte eller indgyde frygt, som vi ikke selv ønsker at opleve, i noget som helst dyr. Denne tanke er aldrig blevet mødt med bred enighed, men nye studier giver den mere berettigelse end nogensinde. Det er ikke nok blot at studere et dyrs hjerne, siger videnskabsfolkene nu. Vi er nødt til også at studere dets sind.

Kundskabens kræ 
Der er mange forhindringer på vejen mod at forstå dyrs intelligens – ikke mindst den, at vi ikke engang kan blive enige om, hvorvidt ikke-menneskelige arter er bevidste eller ej. Vi accepterer, at chimpanser og delfiner er tænkende væsener, og vi kan godt lide tanken om, at det samme skulle gælde hunde og katte. Men hvad med mus og salamandre? Eller en flue? Sker der overhovedet noget som helst i hjernen på sådan en? En lillebitte hjerne i et primitivt dyr har nok at se til med blot at styre kroppens funktioner. Hvorfor spilde synapser på bevidsthed, hvis organismen kan køre på autopilot?

Disse spørgsmål handler om mere end blot artschauvinisme. ”Det er meget muligt, at der under et vist trin ikke eksisterer nogen selvopfattelse,” siger kognitionspsykolog Dedre Gentner fra Northwestern University. ”Jeg er ikke sikker på, at man bør tillægge andet til en kakerlaks handlinger end en række reflekser, som får den til at løbe væk fra dårlige ting og hen mod gode.”

Hvor det skel bør sættes, er umuligt at sige, eftersom vores vurdering er sløret af vores følelser i forhold til en hvilken som helst given dyreart. En kakerlak er givetvis i besiddelse af samme hjernekapacitet som en sommerfugl, men vi er mere tilbøjelige til at frakende den bevidsthed, fordi det er en art, som vi ikke bryder os om. Alligevel er de fleste forskere enige om, at bevidsthed formentlig kontrolleres af en slags kognitiv elektricitetskilde, der lyser klarest hos mennesker og andre højerestående dyr og dæmpes til et glimt – i sidste instans totalt mørke – hos de laverestående arter.

”Det ville være bundforkert at fraskrive pattedyr bevidsthed,” siger Steven Pinker, psykolog fra Harvard og forfatter til The Stuff of Thoughts. ”Fugle og andre hvirveldyr er så godt som med sikkerhed også bevidste. For så vidt angår østers og edderkopper, er vi noget mere usikre.”

Blandt dyr, som er bevidste om deres eksistens, placerer intelligens sig ligeledes på en hældende skala, der ofte begrundes i hjernestørrelse. På dette område ynder mennesket at betragte sig selv som nummer et. Vores hjerne er en stor af slagsen – omkring 1.400 gram. Men delfinens hjerne vejer helt op til 1.700 gram, og spækhuggeren bærer rundt på en gigantisk 5.600 gram tung hjerne. Vi er dog mindre end delfinen og meget mindre end spækhuggeren – så hvis der tages højde for kroppens størrelse, er vi tilbage i førerfeltet, ikke? Niks. Pygmæspidsmusens hjerne vejer blot 0,1 gram, men i forhold til dyrets lillebitte krop er dens hjerne større end vores.

Om end størrelsen på hjernen afgjort hænger sammen med kløgten, kan man udlede meget mere ved at studere hjernens struktur. Kompleks tankevirksomhed foregår i hjernebarken, den højest udviklede del af hjernen, hvilken mange dyr ikke besidder. Pattedyr har medlemskort til hjernebarksklubben, og jo mere kompleks den hjernedel er, jo mere intelligent er dyret strengt taget. Men det er ikke den eneste vej til kreativ tænkning. Tænk bare på værktøjsbrug. Mennesket er specialist udi praksissen, aben sysler med det, mens odderen har mestret kunsten at knuse skallen på bløddyr med sten for at få fat i kødet – hvilket, om end det er primitivt, også tæller. Men hvis kreativitet slumrer i hjernebarken, hvorfor er ravnefamilien, den klasse af fugle, som blandt andet tæller krager og skader, bedre til at bruge værktøj end noget nær samtlige ikke-menneskelige dyrearter?

Krager har for eksempel vist sig at være mesterlige til at bøje ståltråd for at lave en krog, så de kan fiske en lille madkurv op fra bunden af et plastikrør. Mere bemærkelsesværdigt er det, at en zoolog fra Cambridge University (som meget passende lyder navnet Christopher Bird) i 2009 fandt ud af, at rågen – et andet medlem af ravnefamilien – er i stand til at gennemskue, at den ved at smide sten i en kande halvt fyldt med vand kan hæve vandstanden tilpas meget til at kunne drikke af kanden. Dertil kommer, at rågerne valgte de største sten først, tilsyneladende klar over, at vandstanden dermed ville hæves hurtigere. Aesop skrev en historie om en fugl, der klarede netop sådan en opgave, for mere end 2.500 år siden, men det skulle kræve forskere af det 21. århundrede at påvise, at kunststykket ikke er en skrøne.

At fuglene magtede et sådant kunststykke uden hjernebark, har formentlig noget at gøre med en hjernedel, de rent faktisk har til fælles med pattedyrene, nemlig den såkaldte basal ganglia, som kontrollerer de mere primitive aspekter ved indlæring. Pattedyrenes basal ganglia udgøres af et antal strukturer, mens fuglenes ditto er strømlinet ned til en enkelt. I foråret 2010 påviste et forskningsteam fra MIT and Hebrew University i Jerusalem, at hvor de specialiserede celler i hver sektion af pattedyrenes basal ganglia udfører tilsvarende specialiserede opgaver, foregår der hos fugle en form for multitasking, hvor basal ganglia udfører alle slags opgaver på én gang. Resultatet er det samme: Information bearbejdes, men det foregår mere effektivt hos fuglene.

Når det drejer sig om ravnefamilien og andre dyr, er det muligvis ikke så meget strukturen af deres hjerner som strukturen af deres samfund, som giver intelligensniveauet et løft. Det er lettere at være enspænder end social i dyreverdenen. Når man jager og spiser alene, ligesom isbjørnen, er det ikke nødvendigt at føre magtkampe eller samarbejde omkring at liste sig ind på byttedyr. Men det er i det handlingsmønster – især jagten – at dyr opfører sig mest kløgtigt.

Tænk på dyrenes konge: ”Løver gør nogle ret seje ting,” siger dyrebiolog Christine Drea fra Duke University. ”Et af dyrene lægger sig i baghold, og et andet driver byttet i den retning.” Endnu mere imponerende er den uglesete hyæne. ”Én hyæne kan på egen hånd nedlægge en gnu, men det kræver nogle stykker at få has på en zebra,” siger hun. ”Så de planlægger, hvor mange der skal være på jagtholdet forinden, og jager derefter et bestemt byttedyr. I grunden siger de jo: Lad os gå efter nogle zebraer. Og vil endda lade en gnu passere, hvis de undervejs støder på en.”

Drea udførte i 2009 et studium af samarbejde blandt hyæner. Parvis slap hun dyrene løs i en fold, hvor der hang to reb fra en overhængende afsats. Hvis dyrene trak i rebene på samme tid – og kun på præcis samme tid – ville der falde mad ned fra afsatsen. ”Det første par gik ud i folden og gennemskuede fidusen på under to minutter,” fortæller Drea. ”Jeg tabte bogstaveligt talt kæben.”

Det er ikke blevet entydigt fastslået, hvad forholdet mellem årsag og virkning er hos disse dyr – om det at samarbejde med artsfæller fremmer intelligensen, eller om iboende intelligens gør det lettere at begå sig samarbejdende. Under alle omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at ravnefamilien er den mest sociale blandt fuglene, med lang levetid og stabile gruppeforhold, og at familien har vist sig at være så fiks på kløerne. Det er også bemærkelsesværdigt, at flokdyr som køer og bøfler udviser beskeden intelligens. Selvom de lever kollektivt, er der ikke meget struktur over deres samfund. ”I en bøffelflok bekymrer Bob sig ikke om, hvem Betty er,” siger Drea. ”Men blandt primater, sociale kødædere, hvaler og delfiner har hvert individ en bestemt plads.”

Selvet og de andre 
Det er såmænd let nok at studere et dyrs hjerne og handlingsmønster, men de mere raffinerede kognitive egenskaber er sværere at kortlægge. En af de vigtigste færdigheder, menneskebørn er nødt til at opøve, er noget, der kaldes mentalisering: den opfattelse, at ikke al viden er fælles viden. Et spædbarn, som iagttager en babysitter gemme et stykke legetøj på et værelse, vil gå ud fra, at enhver, som kommer ind i værelset efterfølgende, også ved, hvor legetøjet er gemt. Det er ikke før treårsalderen, at børn finder ud af, at bare fordi de ved noget, så er det ikke ensbetydende med, at andre også gør det.

Mentalisering er udslagsgivende for kommunikation og selvbevidsthed, og det er kun de allerfærreste dyr, som udviser det – men de findes dog. Hunde forstår instinktivt, hvad en pegende finger betyder: at nogen har oplysninger, de gerne vil dele med mig, og at de ønsker at rette min opmærksomhed imod dem, så jeg også kan blive bevidst derom. Det virker ligetil, men kun fordi vi er født med evnen – og i øvrigt har fingre, som vi kan pege med.

De store primater, til trods for deres imponerende intellekt samt hænder med fem fingre, lader ikke til fra fabrikken af at være udstyret med pegeteknik. Men de mangler muligvis bare lejligheden til at opøve den. En spæd abe slipper kun undtagelsesvis taget i sin mor og klynger sig til hendes mave, når hun bevæger sig på knoerne fra sted til sted. Men Kanzi, som er opvokset i fangenskab, blev ofte båret rundt af mennesker, og havde derfor hænderne fri til at kommunikere med.

”Da Kanzi var ni måneder, pegede han allerede på ting,” siger Savage-Rumbaugh. Jeg overværede ham gøre det i Iowa, ikke kun da han pegede på mig for at invitere mig på kaffe, men også da han svingede armen ud mod gangen i en ’lad det nu gå lidt tjept’-bevægelse, idet jeg gik ud for at hente hans bold.

En pegende finger er dog ikke det eneste kendingsmærke på en intelligent art med anlæg for mentalisering. Skovskaden – endnu en fugl af ravnefamilien – gemmer mad til senere opsamling og er meget opmærksom på, om andre dyr befinder sig i nærheden til at observere, hvor den gemmer sit forråd. Hvis skaden så rent faktisk er blevet observeret, vil den vente, til det andet dyr forsvinder, og derpå gemme maden et nyt sted. Ikke blot forstår skaden, at et andet dyr har en hjerne; den manipulerer også derudfra.

Lakmusprøven til at påvise, om et dyr besidder en forståelse af sig selv kontra andre, er spejltesten – altså om et dyr er i stand til at opfatte sit spejlbillede og genkende sig selv deri. Det er ganske bedårende, når en killing ser sig selv i et gulvspejl og løber om på den anden side af døren for at finde sin nye legekammerat, men det er på ingen måde topmålet. Elefanter, aber og delfiner er blandt de ganske få dyr, som kan bestå spejlprøven. Alle tre arter reagerer på ønskede vis, når de kigger i et spejl, efter der er blevet påført deres pande eller en anden del af deres krop en plet maling. Aber og elefanter rækker op for at røre ved pletten med en finger eller en snabel, snarere end at række ud efter spejlbilledet. Delfiner vil flytte sig, så de bedre kan se genspejlingen af pletten.

”Hvis man giver en orangutang en halskæde på og placerer et spejl foran den, vil aben ikke kun betragte halskæden,” siger Bhagavan Antle, chef ved The Institute of Greatly Endangered and Rare Species i Myrtle Beach, South Carolina. ”Den tager halskæden op foran ansigtet og ryster den. Den kommunikerer altså med sit spejlbillede.”

Hvad enten de besidder spejlkompetencer eller ej, er nogle dyr også mesterlige til at forstå abstraktioner, navnlig begreberne lighed og forskel. Små børn ved, at et billede af to æbler er forskelligt fra et billede af en pære og en banan; på det ene billede er objekterne ens, og på det andet er de forskellige. Det er straks sværere for dem at tage skridtet videre: at sammenstille et billede af to æbler med et billede af to bananer i stedet for et af en appelsin og en blomme.

”Det kaldes relationer mellem relationer og er et grundlæggende stillads for intelligens,” siger psykolog Ed Wasserman fra University of Iowa. Wasserman udførte i 2009 et studium, som førte bevis for, at nogle dyr er i færd med at opbygge det stillads. I undersøgelsen formåede bavianer samt – overraskende nok – duer at fange idéen om relationer mellem relationer, idet de korrekt identificerede forholdet mellem to par ved at pikke med næbbet eller bruge et joystick, når bestemt billeder lyste op på en skærm.

Det er værd at bemærke, at ligesom mennesker bedre forstår et begreb, når de har et udtryk til at beskrive det (forestil dig eksempelvis at skulle forklare tilfredsstillelse, hvis ordet ikke fandtes), har dyr også gavn af sådanne betegnelser. Psykolog David Premack fra University of Pennsylvania opdagede, at når chimpanser lærte at bruge symboler for ens og forskellig, klarede de sig efterfølgende bedre i analogitest.

Hinsides de små grå 
Hvis dyr kan ræsonnere – også blot på en måde, som vi anser for primitiv – trænger følgende spørgsmål sig unægteligt på: Kan de føle? Oplever de empati og medfølelse? Kan de elske og holde af, håbe og sørge? Og hvad betyder det for, hvordan vi behandler dem? For videnskaben ville det være lettest simpelthen bare at ignorere spørgsmål, der er så sprængfyldt med ikke-målbare faktorer. Men videnskaben kan ganske enkelt ikke lade være, og nogle forskere udforsker da også disse idéer.

Det er veldokumenteret, at elefanter synes at sørge over deres døde, og at de bliver stående ved kroppen af et medlem fra hjorden og udviser, hvad der ligner sorg. De udtrykker en tilsvarende interesse – ja, sågar hvad der lader til at være respekt – når de støder på knogler fra andre elefanter. Forsigtigt bliver knoglerne undersøgt, herunder med særlig interesse for stødtænderne og kraniet. Aber opholder sig ligeledes tæt ved kroppen af en død flokfælle i dagevis.

Empati for levende artsfæller er heller ikke noget enestående fænomen. ”Når en rotte vrider sig af smerte, vil andre rotter, som ser på, vride sig tilsvarende,” siger Marc Hauser, professor i psykologi og antropologisk biologi på Harvard. ”Vi har ikke brug for neurobiologien til at fortælle os, at det vidner om bevidsthed.” En undersøgelse lavet i 2008 på Yerkes National Primate Research Center i Atlanta af blandt andre primatolog Frans de Waal påviste, at når kapucineraber blev tilbudt valget mellem to mønter – en, som kunne indløses for to æbleskiver, og en, som kunne indløses for én skive til dem selv samt én til en makker – valgte de det gavmilde alternativ, såfremt makkeren var en beslægtet eller i hvert fald bekendt. Yerkes-holdet mener, at kapucinerabernes handling til dels kan tilskrives den simple glæde, de oplever ved at give, hvilket stemmer overens med studier af menneskets hjerne, hvor der blev noteret aktivitet i det såkaldte belønningscenter, når forsøgspersonerne gav til gode formål.

Dyrebefrielsesforkæmperen Peter Singer mener, at sådanne beviser på ædle impulser hos dyr udgør et helt igennem lødigt argument for deres ret til at leve et værdigt liv – men ikke et nødvendigt af slagsen. En af hans centrale præmisser er nemlig, at i den udstrækning mennesker og dyr kan opfatte verden omkring sig, er de ligeværdige. ”Lidelse er lige slemt,” siger han, ”om den så føles af et menneske eller af en mus.”

Hauser indtager en noget mere nuanceret holdning og hævder, at mennesket er besat af, hvad han kalder ’det unikt menneskelige’: en vifte af kognitive egenskaber, inklusive evnen til at omkombinere oplysninger for at opnå ny forståelse – et talent, som dyr ganske enkelt ikke besidder. Nok befinder alle væsener sig på et udviklingsmæssigt kontinuum, lyder hans argument, men kløften mellem os og bejleren til andenpladsen er så betydelig, at mennesket i sandhed er noget helt særligt. ”Dyr har en snæver intelligens,” siger Hauser, ”og de vil aldrig komme ud for det aha-øjeblik, som et toårigt barn oplever.”

Uanset hvad den enkelte forsker måtte mene om dyrs tænkeevne, er de så godt som alle enige om, at den måde, hvorpå vi behandler vores tamdyr, ikke er forsvarlig – om end der i nogle dele af verden bliver gjort forbedringer. EU’s officielle dyrevelfærdspolitik indledes med den præmis, at dyr er sansende væsener og skal behandles derefter. Dette indbefatter humane forhold på dyreopdræt samt i køretøjer under transport og forsvarlig bedøvelse før aflivning på slagterierne.

I USA opdrættes konsumdyr praktisk taget udelukkende på fabrikker, hvor kvæg og grise stuves sammen i tusindvis, og høns holdes indespærret i bure, som knap nok tillader dem at stå op. Men også her er der ved at ske et skift i folkestemningen. Omkring halvdelen af alle vegetarer angiver moralske betragtninger for at være deres primære årsag til at fravælge kød. Dog udgør vegetarer som helhed fortsat kun omkring 3 % af befolkningen i USA – et tal, der nærmest slet ikke har rykket sig siden tiden før Singers manifest. Og der er tre gange så mange forhenværende vegetarer, som der er stadig praktiserende.

Selv Singer tror ikke på, at vi inden for en overskuelig fremtid kommer til at vågne op i en vegansk verden. Han mener for den sags skyld heller ikke, at det er moralsk nødvendigt. At spise kød for ikke at sulte er helt i orden, mener han, og nogle dyr er det til alle tider forsvarligt at spise, forudsat at de er blevet opdrættet på bæredygtig vis. ”Jeg tror, der kun er meget lille sandsynlighed for, at østers og muslinger har nogen som helst bevidsthed, så det kan godt retfærdiggøres at spise dem,” siger han.

Dertil kommer vi heller ikke til at stoppe med at bruge dyr i andre henseender, som kan gavne mennesket – eksempelvis til at teste medicin. Vi kunne dog godt holde op med at bruge dyr til at teste kosmetik, hvilket er en praksis, som EU også bevæger sig hen imod at forbyde. Vi kunne godt spise mindre kød og behandle dyr bedre, før vi omdanner dem fra levende væsener til madretter. Og vi kunne gøre os nye overvejelser omkring zoologiske haver, marineparker og andre former for underholdning, der involverer dyr.

Til syvende og sidst bør den biologiske skrueknap, som justerer et dyrs bevidsthed, også afgøre, hvordan vi ser på disse arters oplevelse af deres egen eksistens. Hvad der blot er en abe i vores verden, kunne være en lærd i dens egen, og hvad der i vores øjne synes at være et dyrs ubetydelige eksistens, kunne være en kilde til dyb tilfredsstillelse for dyret selv. Kanzis glosesamling er fyldt med ord som nudler og sukker samt slik og nat, men spredt iblandt dem er også ord som godt og glad samt være og i morgen. Hvis det er sandt, at alle disse ord har en betydning for ham, så kan det liv, som han fører – og i forlængelse deraf også andre dyrs – så sandelig være både dyrebart og værdigt.

Lær mere:
Animal Liberation af Peter Singer: Bogen, som igangsatte bevægelsen for dyrenes befrielse. Den blev udgivet for 35 år siden, men idéerne i den er stadig friske.
Bonobo Handshake af Vanessa Woods: Indblik fra en forsker og journalist, som har boet sammen med bonoboaber i en krigshærget del af Afrika.
Comparative Cognition af Edward Wasserman og Thomas Zentall (red.): En tung omgang for almindelig lejlighedslæsning, men dækker det meste af dyreverdenen.