
.gif)
Kære dyrevenner,
Glædelig jul samt mange ønsker om en godt og lykkebringende nyt år.
Det har været endnu et begivenhedsrigt år for OASA.
Mange dyr, som havde ringe udsigter, kunne vi give en ny chance takket være uselviske indsatser fra vores private plejefamilier. 2009 bød desværre også på endnu et år, hvor vi modtog adskillige sager om meget grov dyremishandling, som politiet ikke ønskede at tage sig. Vi måtte derfor endnu engang sande, at der ikke findes nogen vej udenom et dyreværnskorps her i Danmark – vi fortsætter naturligvis vores ihærdige indsats for at tildele dyr rettigheder... Det var også året, hvor OASA formulerede deres holdning til muskel- og kamphunde – en holdning, der på forhånd var forventet ikke at falde i alles smag. Men med vores gennemarbejdede materiale kunne vi som dyreværnsorganisation være sikre på, at dette var den rette holdning for dyrenes skyld.
OASA fik igen i år mange vigtige holdninger frem i pressen, især om pels, hvilket gav os muligheden for konstant at påvirke den danske befolkning. Vi fik også et nyt medlem til ambassadør familien, denne gang af det modsatte køn, nemlig cand.scient i human ernæring Christian Bitz, som bl.a. er fast ernæringsekspert på Go’morgen Danmark på TV2, samt skribent for netdoktor.dk, Sund Nu, Aktiv Træning og ELLE. Generelt var vores fantastiske ambassadører på hver deres måde med til at sætte fokus på OASA og dyrevelfærd. I år kan vi dog ikke lade være med at fremhæve Szhirley og Kira. Szhirley vandt enormt mange penge til OASA og dyrene igennem programmerne ”Så det synger” og ”Hvem vil være millionær”, og Kira var jævnligt en gæst i diverse medier, hvor hun forsvarede hvorfor pels KUN skulle sidde på dyrene. Tusind tak til jer og generelt til alle vores ambassadører – uden jeres kendte ansigter hos OASA, ville vi have svært ved at få vores budskaber ud via pressen.
2010 byder på mange spændende og skelsættende projekter for OASA og dyrene. Vi glæder os til at kunne hjælpe endnu flere dyr i 2010. Vi håber også, at vi i 2010 kan byde endnu flere velkomne til OASA, frivillige såvel som medlemmer og ambassadører.
Sidst, men bestemt ikke mindst, vil jeg gerne personligt takke alle de ildsjæle, som dagligt bruger deres kræfter på at arbejde frivilligt for OASA. Det er vores plejefamilier, samt resten af den uundværlige og arbejdsomme bestyrelse, der også tæller to suppleanter. Tusind tak. Vi kan kun gøre så store fremskridt, fordi vi tror på vores sag og brænder for at hjælpe dyrene. Med respekt og forståelse overfor hinandens forskelligheder, holder vi sammen fokus på det som er vigtigt – nemlig at hjælpe dyrene. For det er kun sammen, vi kan gøre en forskel.
Glædelig jul og godt nytår og husk, at mens vi sidder og nyder julemaden er der MANGE dyr der lider verden over, så lad os ikke stoppe kampen, men derimod strække os endnu længere i 2010 – for dyrenes skyld.
De bedste hilsner
Mirja Holm Thomsen
Formand for OASA
Organisation Against the Suffering of Animals
www.oasa-dk.dk
"Vi har ikke blot ansvar for, hvad vi gør, men også for, hvad vi undlader at gøre" - R. Ehateley