
Som lykkelig ejer af Oompa, en lille Tjekkisk Rottehund (Prazsky Krysarik) og dyreelsker, blev jeg meget beæret over at blive spurgt om jeg havde lyst til at være ambassadør for OASA. Endnu gladere blev jeg da jeg fandt ud af, at de ikke kun hjælper dyr i Danmark, men at de arbejder for en holdningsændring i de lande hvor dyrevelfærd ikke findes.
Jeg har selv adopteret Oompa fra Tjekkiet, og synes helt klart at jeg at jeg kan mærke at hun er taknemmelig for sit liv her hos mig. Hun er den mest trofaste og hengivne hund jeg har oplevet, godt nok lidt reserveret overfor fremmede, men jeg tror det skyldes hendes lidt hårde start på livet.
Vi i Norden har generelt et andet syn på det at have kæledyr. Vi elsker vores dyr og de bliver familiemedlemmer, hvor man under varmere himmelstrøg ofte ser hvordan gadehunde bliver behandlet som var de skadedyr. Eksempelvis lægger de kødboller ud med glasskår til de sultne dyr, som derefter må vride sig af smerte indtil de dør en langsom og pinefuld død.
Jeg har selv familie rundt om i verden, og hver gang jeg besøger dem, går meget af tiden med at have ondt af de stakkels dyr som er udsultede og syge. Mit hjerte bløder og min ferie bliver ikke nær så afslappet som en ferie burde være.
For OASA er dyrenes ve og vel det aller vigtigste, og jeg finder det prisværdigt at alle i foreningen arbejder gratis ud af kærlighed til dyrene. Jeg vil som ambassadør gøre alt for at sprede det gode budskab, og er stolt af det arbejde OASA udfører. Jeg opfordrer ligeledes andre til at gøre det samme og generelt bare passe på alle levende væsener, og melde dem som ikke gør.