
Bokseren Anita Christensen
HÅRDTSLÅENDE DYREVEN
Den 39-årige randrusianer, Anita Christensen, er en særdeles hårdtslående dame. Hun har vundet titler som jysk-dansk og nordisk mester som amatør og er 3-dobbelt verdensmester som professionel bokser.
Anita Christensen slår hårdt, når hun bokser, men hendes hjerte banker også hårdt for dyrene. Sammen med kæresten, Morten Svanholm, og datteren, Frida, som parret blev forældre til i juni 2009, bor Anita på en ejendom i Randers.
-Vi har haft tre hunde, men har kun vores gamle labrador tilbage, og nu skal han have lov til at hygge sig, inden vi får flere hunde. Vi har så også to heste, og det er hyggeligt. Både Morten og jeg er store dyrevenner – selvom Morten faktisk er slagter og går på jagt. Jeg er også med på jagt og har lært, at det er okay, når det er de syge og svage dyr, man skyder, men jeg hylede første gang, jeg var med – og det er ikke så populært, for det skræmmer jo dyrene væk, griner Anita.
Hun var ikke et sekund i tvivl om et rungede ja, da OASA spurgte, om hun ville være ambassadør for foreningen.
-Jeg er en kæmpe stor dyreven – sådan en af dem, der bærer edderkopperne udenfor i stedet for at slå dem ihjel. Det er så vigtigt med en forening som OASA, der gør noget for at forbedre dyrevelfærden både herhjemme og i udlandet, fortæller Anita Christensen.
For en dyreven som Anita Christensen er det helt ubegribeligt, at nogen mennesker stadig kan finde på at købe for eksempel æg fra burhøns.
-Det er simpelthen utilgiveligt, når vi er så oplyste, som vi er i dag. Ingen kan være i tvivl om, at burhøns har et ganske forfærdeligt liv – og når man så har muligheden for at vælge de æg fra, så fatter jeg slet ikke, at der stadig er nogen, der tager buræggene. Det står jo på pakken! Da jeg for nylig så en kvinde i supermarkedet tage burhønse-æggene, blev jeg nødt til at spørge hende ”Er du klar over, hvad du gør!” Det er ikke så høfligt, men jeg kan simpelthen ikke forstå det.
Anita Christensen slår til, når hun går i bokseringen, men hun bruger også gerne sin gerne sin gennemslagskraft til at forbedre dyrenes vilkår – og derfor er hun ambassadør for OASA.