OASA - Organisation Against the Suffering of Animals

Dyrevelfærdssager

Nedenfor findes de dyrevelfærdssager, som er sager hvor anmeldelse om vanrøgt er modtaget, men hvor OASA har løst eller prøver at løse problemet uden politiets involvering. Husk også at se de dyreværnssager, som vi indtil videre har anmeldt til politiet.

 

 

 

Henvendelse vedr. en dyrehandler nord for København, p.gr.a. dårlige forhold for fuglene i forretningen.

OASA aflægger besøg den 24. april 2007 for at inspicere forholdene.

Det konstateres, at der er alt for mange undulater i hvert bur. Rengøringen er mangelfuld, der er fuglemøg i og uden på deres madskåle,
der øger risikoen for sygdomme.
2 vagtler mangler fjerdragten oven på hovedet/nakken.

Flere kanariefugle har ligeledes for lidt plads i burene samt bare pletter og småblødende sår i nakke og ovenpå hovedet.

De nederste af fugleburene står direkte på gulvet, og er med til at stresse fuglene unødvendigt.

Har påtalt ovenstående problemer for ejeren, der er indstillet på at forbedre forholdene, og vi aftaler nyt besøg med ejeren.

En af vores hjælpere har besøgt forretningen 1 måneds tid efter 1. besøg, hvor hun konstaterer, der stadig er for mange fugle i burene,
stadig manglende rengøring og hos flere af undulaterne er der sygdom i form af næbmider.

Aflægger dyrehandleren et nyt besøg, hvor der igen konstateres næbmider.

Indgår en aftale med ejeren, hvor vi (OASA) bliver kontaktet m.h.p. at overtage de syge fugle, behandle dem og formidle et nyt hjem
til fuglene, når de er blevet raske.

Den 2. juli besøger vi, efter aftale med ejeren, hans forretning. Rengøringen af burene samt antal af fugle i burene er blevet forbedret.
Vi får udleveret 2 undulater, som kommer i pleje, bliver behandlet for næbmider og kommer ud i et nyt hjem sammen med andre
undulater, og hvor de kommer til at bo i et udendørs voliere.16-11-2007

 

 

 


 

 

Onsdag den 8. august modtager foreningen en anonym henvendelse vedr. evt. mishandling af en schæferhund, boende i Kalundborg-
området.


Fredag den 10. august kører vi 2 fra foreningen op til ejeren for at aflægge besøg.

Vi får hilst på ejer og hund.

Hunden er venlig, nysgerrig og kontaktsøgende og helt klart understimuleret. Hunden er meget slank, virker nærmest underernæret.

Vi får, i samarbejde med ejer og ejers dyrlæge aftalt at hunden starter på hundetræning og ved næste dyrlægebesøg, tager ejer en
afføringsprøve fra hunden med, for at dyrlægen kan kontrollere om hunden optager sin føde, som han skal.

Der foreligger ingen dyreværnssag, men en situation hvor ejer er i en livskrise med angst og utryghed i forbindelse med en skilsmisse,
og som har brug for råd og hjælp til at komme videre.

3 mdr. efter vi har modtaget henvendelsen, bliver hunden aflivet.

 

 


 

 

Aflivning af pitbull terrier

 

Lørdag den 21. marts 2009 får vi en opringning af en dame, der står og skal af med sin hund. Hun har haft henvendt sig til et internat, der desværre afviste hende pga. pladsmangel. Hun ringede derefter til OASA.

Hun forklarede os, at hendes hund var en red nose pittbull terrier, som i januar 2009 var fyldt 1 år. Desværre kunne hun ikke have hunden længere pga. personlige problemer.

Vi spørger ind til hvor hun har fået hunden fra, og damen forklarer: Jeg købte min hund igennem Den Blå Avis. Jeg mødtes med sælgeren på Næstved station, hvor jeg betalte for hunden. Han sagde til mig, at det var en pitbull, men at jeg ikke skulle være nervøs, for hunden var registreret som en amstaff…

OASA måtte desværre meddele damen, at vi for det første ikke tog kamphunde i pleje, men at vi naturligvis ville hjælpe hende. Dog blev vi i det her tilfælde nødt til at aflive hendes hund, da pitbulls er ulovlige i Danmark.

Da damen ingen penge havde, tilbød vi hende, at hun på OASA’s regning kunne få sin hund aflivet, men at hun skulle få det gjort med det samme. Vi ønskede ikke, at hunde kom i de forkerte hænder, eller at den blev forsøgt aflivet på grusom vis. Ja, desværre var en aflivning det eneste vi kunne gøre når vi har med en ulovlig race at gøre...

Vi fik en aftale i hus med en dyrlæge, som damen tog hen til. Vi aftalte med dyrlægen, at såfremt det ikke var en pittbull, så skulle hunden ikke aflives, men i stedet ville OASA hjælpe med at finde et internat eller lign., som godt vil tage sig af kamphunde. Kort tid efter ringede dyrlægen og bekræftede, at det var en red nose pittbull terrier – hunden blev derefter aflivet…