Bliv plejefamilie

OASA søger plejefamilier

Kan du sige ja til disse 4 spørgsmål?

1. Elsker du dyr?
2. Har du ekstra tid og overskud i din hverdag?
3. Har du tålmodighed til dyr med sår på sjælen?
4. Er I som familie alle enige og parate til at være plejefamilie?

Det er ofte et spørgsmål om liv eller død, hvorvidt der er plejefamilier som kan træde til.

OASA har altid brug for flere plejefamilier.

Som plejefamilie vil du have dyret i hjemmet, indtil vi finder en permanent familie.

At være plejefamilie er yderst givende. Det er en stor oplevelse at se de dyr, man hjælper til en bedre hverdag, tage deres første skridt mod et bedre liv. Hvis dyret er fjernet fra hjemmet kommer de ofte fra vilkår, der både udviklingsmæssigt og mentalt ligger langt fra mulighederne i deres nye hjem. Det er en fantastisk oplevelse at se dem begynde at blomstre op – det kan ikke beskrives!

Har I, efter at have læst ovenstående, stadig lyst til at hjælpe et dyr til et bedre liv, så kontakt:

Bestyrelsesmedlem og plejefamiliekoordinator Kristine Christensen

Tlf.: 22 63 19 45 (mandag - fredag efter kl. 19.30) 

Email: kristine@oasa-dk.dk

DET MED SMÅT:

OASA gør opmærksom på, at man som plejefamilie underskriver en kontrakt med OASA, når man får et dyr i pleje - kontrakten forhindrer ikke, at man tillige hjælper andre foreninger - den fortæller udelukkende, at det er OASA der ejer dyret, samt at de udleverede retningslinjer skal følges.

• Du skal have et grundlæggende kendskab til dyrearten. Har du yderligere kendskab til træning og psykologi, så fortæl os det, da dyret i visse tilfælde kommer fra usle vilkår, og her er det vigtigt, at dyret kommer ud i en familie, som formår at læse dets signaler, så der kan opbygges en grundlæggende tillid.
• Tålmodighed og kærlighed er absolut nødvendige ressourcer.
• I skal have snakket om anskaffelsen af et plejedyr i jeres familie. Vi ønsker ikke at sende et dyr ud i en familie, hvor det kun delvist er ønsket. Dyret vil kunne mærke dette, og det vil ikke føle sig tryg i hjemmet. Af samme grund skal et dyr heller ikke ud til en familie, der ikke evner at skabe den fornødne tryghed omkring det. Det kan måske skyldes mangel på regelmæssighed, ubalance i familien etc.
• Hvis der er tale om en hund gælder yderligere, at denne ikke må være alene minimum den første uge. Herefter skal alene hjemme-træning ske gradvist. I skal derudover være overbeviste om, at I ikke mister tålmodigheden og skælder ud, 117. gang hunden gør noget forkert. Hunden har brug for tid til at lære, og negativ respons vil kun øge dets usikkerhed.
• En plejeordning kan strække sig fra dage til måneder. Som regel har vi fundet dyret et hjem inden tre måneder, da vi ønsker at se dem komme videre til en ny familie inden der er gået for længe.
• Det er ikke et krav, men vi henstiller til at plejefamilier bliver medlem af OASA. Vi har brug for økonomisk støtte, for at drive OASA, da vi alle arbejder 100% frivilligt. KLIK HER, for medlemskab.
• Vi forsøger at vende tilbage til alle som kontakter os, med det samme. Men da vi alle i OASA har fuldtidsjob, et det ikke altid at det kan lade sig gøre. Ingen er glemt, men vi beder om tålmodighed. Er det vigtigt eller konkret, er du velkommen til at kontakte os!

Nedenfor ses nogle af OASA's plejeforældre: 

Anja Madsen

Jeg hedder Anja er 44 år og er plejemor i OASA for de mindre dyr. Jeg bor i Kastrup på Amager i et lille hus sammen med min mand Michael. Vi har ingen børn, men en dyrebestand som består af 3 hunde, 18 marsvin (hvoraf de fleste er fra hjem hvor de ikke længere er ønsket ) og 2 tossede dværgpapegøjer.

Til daglig er jeg klinikassistent hos en tandlæge hvor jeg har været i 24 år. Min fritid går med vores hunde og alle mine marsvin. Min store drøm er at komme til at arbejde med dyr evt. hos en dyrlæge da dyrene altid har været en stor del af mit liv ligefra jeg som 6 årig fik mit første dyr, et marsvin! Alle de dyr som har været en del af mit liv har altid haft en stor plads i mit hjerte, og deres ve og vel har altid haft første prioritet og sådan vil og skal det altid være.

Jeg er meget glad for at kunne hjælpe nogle af alle de dyr som ikke altid bliver behandlet ordentligt. Det er altid en meget stor oplevelse at se et dyr komme sig, blive smuk og glad igen, det er det hele værd. 
 

Gitte Henriksen

Vi er en lille helt almindelig familie som består af en mor midt i 40érne, Rasmus 12 år og Kasper 9 år. Da jeg var barn havde jeg altid et par fugle, fisk og adskillige andre arter der mere eller mindre blot var en del af vores dagligdag. Siden har der altid været mindst 1 kanariefugl og en del fisk i mit liv.

Da jeg selv fik børn, var det mig meget "magtpåliggende", at dyr skulle være en del af deres liv. Således, at drengene lærte at omgåes dyr på en mere hensigtsmæssig måde, end det jeg tit har set hos deres kammerater. I 2000 flyttede vi i hus med stor have, og her købte vi et skur, der hurtigt blev omdannet til vouillere, så vores bestand af kanarier nåede op på lidt over 80 stykker. Hertil flyttede så nogle zebrafinker, og indendørs er senere kommet både undulater, dværgpapegøjer og nymfeparakitter til.

For et par år siden fik vi et dejligt marsvin, Perle, det dejligste kæledyr vi nogensinde har haft og det gjorde så ikke noget at få en enkelt mere, og endnu en, og....Så nu har vi selv omkring 23 marsvin, og 2 kaniner - en smuk og kælen dværgvædderhun"d" som render rundt og spiser vores telefonledninger, og besørger hvor det passer hende, men det klarer vores støvsuger! Det er skønt at komme ud i vores have til alle de dyr der bor der, som hver dag gengælder dine fodtrin med en urk, urk velkommen lyd, det er da det bedste efter det at have fået børn!

En dag jeg sad og surfede på nettet, og søgte på nogen der var trætte af deres marsvin, faldt jeg over en annonce, hvor der var henvisning til OASA´s hjemmeside. Det medførte en telefonopringning til Lena og 2 min. efter havde vi aftalt, at vi gerne ville hjælpe med hvad der nu var behov for.

Det er så rart, at man kan gøre en forskel, og det gør vi så som plejefamilie, hvor vi giver alt den opmærksomhed som nogle dyr ikke før har fået, og kærlig pleje har alle dyr fortjent, de er så loyale og det er en egenskab som mennesker godt kunne lære en del af.

Michael Olsen

Da jeg igennem mit 44-årige lange liv altid har interesseret mig for hunde og fugle, er det gået op for mig hvor mange dyr, der egentlig bliver behandlet værre end værdigt er, og dette falder mig meget tungt i sinde. Så da jeg i i 80erne blev udlært hundeinstruktør i rottweilerklubben, brugte jeg mine evner til at hjælpe de rottweilerejere, som havde svært ved at opdrage deres hund, og da dette gav stor succes, så har det taget om sig. Jeg har drevet min egen fuglepension de sidste 3 år og er her målløs over, hvor mange små som store fugle i fangenskab, der ikke får den rigtige kost og behandling.

Jobbet som plejefamilie hos OASA giver mig enormt meget. Bare det at kunne hjælpe et dyr til at få en lys fremtid og kunne følge dens fremskridt og nye familie er en stor glæde og tilfredsstillelse for hele familien. Vi har så valgt at ikke modtage økonomisk hjælp til foderet og køreture for OASA, så pengene kan blive i foreningen og arbejde videre for dyrene. Dette er gjort med den tanke, at vi begge er pensionister herhjemme og ikke kan undvære penge til alverdens dyre indsamlinger, men vi kan bidrage med vores beskedne hjælp i en god sags tjeneste.

Vores børn der begge nu er nået de 15 år har haft enormt glæde af de dyr, vi har passet. De har leget med dyrene og vist dyrene, at børn ikke er grove ved dem, de har sågar sovet på et tæppe med et af plejedyrene, som vi har haft i pleje, så den kunne føle sig tryg og sikker, så alt i alt styrker det også familien at være plejefamilie, det kan kun anbefales at melde sig som hjælper hos OASA, det giver en så meget.

Katrin og Peter Haraldsen

Jeg hedder Katrin og er 25 år. Jeg bor i Roskilde, sammen med min kæreste Peter, vores dejlige kat, Fluffy og vores skønne amerikanske chihuahua, Mathilde.

Jeg er i øjeblikket i gang med at studere til markedsføringsøkonom, som jeg afslutter her til sommer. Ved siden af mine studier, er jeg dyrepasser på Dyrenes Beskyttelses internat i Darup, samt plejefamilie for de dejlige dyr i OASA.

Sammen med min kæreste Peter, deler jeg en passion for dyr, store som små og derfor giver det os stor glæde i hverdagen, at have dyr omkring os, både vores egne, men også dyr som endnu ikke har fundet deres rette sted i livet.

At være en del af en organisation som OASA giver en utrolig tilfredsstillelse, da man på førstehånd ser dyrene udvikle sig, samt får lov til at følge dem på vejen mod deres eventyrslutning: ”… og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det er dejligt at kunne gøre en forskel og skabe en bedre og tryggere tilværelse for de dyr som har behov for en kærlig hånd.

Du burde give en hånd, så det kan give pote for de dyr som har brug for et kærligt hjem indtil de kan tage deres første skridt mod et bedre liv hos deres fremtidige familie.

Mia Bækmark og sønnen Niels

Min søn og jeg blev plejefamilie i januar 2010 for OASA. Vi fik vores første plejekat den 23. januar 2010. Han var en dejlig kat med stor tillid. Vi blev så glade for ham at vi besluttede os for at adoptere ham allerede efter en uge. Han er bare så dejlig.

Efter dette talte vi om vi skulle fortsætte med at være plejefamilie for katte. Vi blev enige om, at det vil vi gerne så vi fik kat nummer 2 i april måned, og han var en kat, der stort set har boet hele sit liv på et internat. Han var også en dejlig kat. Vi fik ham socialiseret sammen min søn og hans venner samt vores egen kat. Han kom til en dejlig familie med mange dyr. Og han har det i dag rigtig godt. Det er så tilfredsstillende at vide, at de kommer til et nyt og godt hjem. Det er det som gør at man vil fortsætte med at hjælpe.
I juli fik vi kat nummer 3 hun er i dag en dejlig kat. Da hun kom til os havde hun mange sår på sin sjæl. Efter hun har været hos os i en måned, begyndte hun at føle sig mere og mere tryg, hun turde at gøre nye ting hver dag. Og det var bare dejligt at se, for da hun kom til os, var hun bange for alt og alle. Nu har hun været ved os i 3 måneder og at se hende gå til fremmede mennesker og snakke med dem er en stor oplevelse for en. Man føler sig stolt over, at man har hjulpet hende at komme så langt, at hun stoler på mennesker. Vi har lidt vej endnu til den helt perfekte kat. Men blot hun får en familie der ønsker at give hende meget kærlighed, tror jeg, at man vil få den perfekte kat.

At have hjulpet disse katte til et nyt liv er en stor oplevelse for en. Man glæder sig både på egne men også på kattenes vejne. At se at de får det bedre og bedre, er alene en fryd og tilfredsstillelse, som ikke kan beskrives. Man bliver så lykkelig inden i sig selv. Derfor hjælper vi gerne katte der har haft det svært. Min søn elsker katte, så for ham er det også vigtigt at vide at det lykkes med vores arbejde.