Kamphunde

NYT: Læs OASAs holdning til den nye hundelov ved at klikke her

Dyreværnsorganisationen OASA’s anbefalinger og politik vedr. potentielt farlige hunde - kamphunde/muskelhunde, maj 2009

Udarbejdet af Lene Kattrup, dyrlæge og Mirja Holm Thomsen, Cand.jur. og formand for Dyreværnsorganisationen OASA

Ansvar og problematikken

Det er så ofte sagt, at hændelser ved aggressive hunde er ejerens skyld, så man derfor ikke kan laste hunden. Med denne begrundelse anføres det så, at man derfor ikke bør indføre regler om, at hunde, der har angrebet og bidt alvorligt, kan kræves aflivet af politiet (disse regler findes i dag) eller regler, hvorefter visse racer underkastes særlige begrænsninger eller helt forbydes.

Der er noget rigtigt i dette. Der findes jo hunde af kamphunderaceafstamning, som er venlige og velfungerende hunde, der ikke bider hverken andre hunde eller mennesker. Men dette forhindrer jo ikke, at vi alligevel bliver nødt til at indse, at situationen herhjemme nu er sådan, at vi politisk set bliver nødt til at gøre noget.

Hunde af kamphunderacerne* (se tilføjelse nedenfor vedr. typer/racer) er potentielt farlige. De er som et våben eller redskab, der i de rette hænder og behandlet på den rette måde ikke volder problemer, men i andre situationer forvandles til et kampvåben, der ikke kan stoppes, og som på kort tid kan forvolde alvorlig legemsbeskadigelse og evt. død for såvel andre hunde som mennesker. Det er måske unfair, hvis vi fra samfundets side indfører regler, der medfører begrænsninger i dette farlige hundehold, når det er menneskene, der ofte har skylden. Hundene, også kamphunde, kan jo være som almindelige hunde, hvis de behandles med omsorg, kærlighed samt opdrages ordentligt. Men der findes næppe andre muligheder, hvis vi vil dæmme op for problemet, som har nået et omfang, der nødvendiggør, at der handles. Vi kan ikke uden en ny lov/nye regler gribe ind overfor, at vise grupper af samfundsborgere er så skruppelløse, at de vil købe disse hunde og i deres omgang med dem og deres opdragelse behandle dem således, at de vil gøre meget for at fremelske lige præcis de aggressive egenskaber, som ligger latent i disse hunde i højere grad end hos andre racer* (igen se nedenfor for definition af typer/racer). Samtidig opstår der pga. denne situation og pga. efterspørgslen en avlsmæssig bestræbelse på at skabe hunde, der i særlig grad har disse genetiske egenskaber. Et målrettet avlsarbejde vil ret hurtigt kunne fremelske en overvægt af individer, der er modige og aggressive overfor mennesker og andre hunde, hvis de også i deres opvækst, dvs. miljømæssigt, opdrages med henblik på dette. Vi ser ofte, at disse hunde i hverdagen behandles dårligt og råt. De lever i en del tilfælde under kummerlige vilkår i bure eller i små rum i kældre, ejerens carport, på øde landejendomme, under primitive forhold uden varme og uden brikse at ligge på etc. Desuden har de ofte ikke meget kontakt med mennesker, og hvis de har kontakt, så er det mest kamptræning. Et forbud mod disse hunde vil i de fleste tilfælde blot forebygge et hundehold, der i forvejen rummer mange ulykkelige hunde, der har sølle liv og holdes på uforsvarlig vis.

Problemets størrelse

Problemets størrelse er betydeligt. Visse områder af landet er hårdt ramt. Der har været mange eksempler på såvel personoverfald/angreb på såvel mennesker som hunde. Nogle steder kan man ikke mere lufte især små venlige hunde, uden konstant at være på vagt overfor om der kommer en ejer med en kamphund. Når vi påtænker, at det for mange borgere - ikke mindst ældre mennesker – er meget væsentligt for dem at holde hund, at det er noget, der giver dem sociale oplevelser, motion og livskvalitet, så indser vi, at det er et alvorligt problem. Fra foreningens side har vi kendskab til en del tilfælde af meget alvorlige overfald på små hunde, som disse kamphunde opfatter som fjender eller jagtobjekter. Mange gange overlever den anden hund ikke, eller den beskadiges så voldsomt, at den får alvorlige varige mén. Prøver ejeren at lægge sig imellem, bliver han eller hun ofte bidt alvorligt. Et af de seneste eksempler endte med, at ejeren med nød og næppe fik reddet resterne af sin lille hund, men selv fik bidt en finger af. I et andet tilfælde fik ejeren adskillige brud på hoften, der medførte mén og en langvarig sygemelding. Ofte er ejeren af kamphunden langt væk, før man kan nå at gøre noget, og ikke sjældent var det ikke første gang, hunden har gjort noget sådant. For politiet er disse sager tunge at opklare og gøre noget ved, og det ville vel også være mere rimeligt, at man i stedet gjorde det ulovligt at holde den slags hunde. Der findes jo mange andre racer og typer af hunde. Når en hundeejer har oplevet, at se sin hund blive angrebet og måske blive flået, mens den skreg og skreg, så er det vores erfaring, at denne oplevelse er så rystende og chokerende, at den påvirker personens psyke i en grad, så det giver varige sår på sjælen. Vi har hørt om steder i landet, hvor familier ikke mere tør at lade deres skolebørn gå med familiens lille terrier eller puddelhund om eftermiddagen, når barnet kommer hjem fra skole. Det kan ikke være meningen. Mange ældre er blevet bange for at lufte deres hunde især om aftenen, inden de skal i seng. Der er også tilfælde, hvor kamphunde direkte har gået efter at angribe mennesker. Dette er blot endnu mere alvorligt og uacceptabelt. Og det medfører også i sig selv, at vi næppe kommer udenom, at noget bør gøres for at forebygge disse sager. Der bør gøres noget, der ikke giver politiet meget ekstra arbejde, og også hvad det angår, vil et forbud mod disse hunde være bedst.
Det er blevet nævnt, at der nok findes ca. 20.000 af den type hunde for nærværende herhjemme og antallet vurderes til at være stigende. Mange af disse hunde er ikke registrerede. Der refereres i pressen om mange tilfælde af overfald, et til flere om ugen. Der bliver også arrangeret deciderede hundekampe med disse hunde visse steder i landet.

Vil et forslag om at forbyde disse hunde ikke ramme forkert?
De mennesker, der rammes af et forslag om at forbyde eller begrænse holdet af kamphunde, som ikke holder hunde af kamphunderacerne for at træne dem til eller bruge dem til at angribe, men som tværtimod kan ”styre” disse hunde, så hundene er som almindelige hunde – og de findes jo – vil blive ramt uretmæssigt af en sådan begrænsning. Men det finder vi, der ikke er noget at gøre ved. Det er sørgeligt, men nødvendigt. På den anden side er der så utrolig mange andre racer, disse personer kan vælge imellem, når de skal anskaffe sig en hund. Der kan laves overgangsordninger, så personer, der i dag har en kamphund, der ikke har været problemer med, får lov at beholde den, men bare ikke må genanskaffe sådan en hund.

Mundkurv

Det har været forslået, at man kan indføre pligt til at kamphunde skal bære mundkurve, når de luftes på gaden eller i parker, men som sagt lever det store flertal af disse hunde under kummerlige forhold, hvor ejeren ikke holder af dem, men kun har dem som potensforlængere og/eller for at bruge dem til de ulovlige hundekampe. At indføre bestemmelser om, at hundene skal bære mundkurv gør blot deres lidelser endnu større. Desuden vil påbuddet være meget svært at sikre overholdt. (Det kan dog være et bedre alternativ end intet at gøre, for som det fremgår, mener vi i foreningen, at politikerne bliver nødt til at gøre noget ved problemerne).

De almindelige ansvarsfulde hundeejere
Vi synes også det har betydning for vores indstilling til problemet med kamphunde/aggressive hunde, at omfanget er så stort, at det uløst kan være med til at kompromittere de andre almindelige pæne ordentlige og hensynsfulde hundeejere, så de ender med at få begrænset deres mulighed for at færdes med deres hunde, selvom det ikke er dem, der skaber problemet. Vi ser, at der af og til bliver indført båndtvang visse steder, hvor det er ulogisk, og hvor hundene tidligere blev luftet og fik lov at lege med hinanden uden snor. Dette er en forkert tendens, idet hunde, der fra små af og siden hyppigt møder mange andre hunde og også får lov til at omgås og lege frit uden snor med andre hunde, meget sjældent udvikler aggressive tendenser, fordi de så bliver sociale hunde (dvs. de lærer hundesproget overfor andre hunde af mange forskellige slags). Det vil sige mange grønne områder/ hundeluftesteder, hvor man kan tage snoren af, i høj grad forebygger hundebid og hundeagressioner. Kamphunde og frygten for kamphunde får ønsket om restriktioner og begrænsninger for, hvor man må tage hunde med samt, hvor man må lufte dem også uden snor til at brede sig. Derfor må det være i de ”ordentlige” og ansvarlige hundeejeres interesse, at der indføres ny lovgivning, der effektivt dæmmer op overfor de store problemer med kamphunde. Dansk Kennelklub taler i deres medlemsblad for november 2008 om en ”eksplosion i antal af sager”. Og i deres omtale fremgår det tydeligt, at de ikke mener, at politiet overhovedet håndterer disse sager ordentligt. Vi er helt enige i dette, men det er jo også almindelig viden, at politiet i disse år er overbebyrdet, hvilket kun må støtte, at man i stedet søger lovgivningsmæssigt at stramme op, så sagerne forebygges eller forhindres.

Hvad vi vil foreslå, tre muligheder, A, B og C. Vi foretrækker forslag A.

Enten

A. Man forbyder fremtidig anskaffelse, opdræt og hold af hunde, hvor det ikke kan dokumenteres, at der højst er 1/8 af kamphunderacer/type* i den pågældende hund. Det skal være op til ejeren at kunne dokumentere dette, således at to dyrlæger udpeget af politiet eller Dansk Kennelklub skriftligt siger god for denne dokumentation og for at hunden ikke ved sin adfærd og sit udseende generelt virker som en kamphund. Kan denne dokumentation ikke skaffes, skal man gå ud fra, at hunden er en kamphund, hvis den ellers vurderes til at være racetypisk i udseende og adfærd (se nedenfor). Nuværende kamphunde kan ejeren beholde, dog skal disse da snarest registreres hos Fødevarestyrelsen eller anden myndighed (mod brugerbetaling). Og der skal udformes en vejledning til politiet om, at politiet skal skærpe deres opmærksomhed samt huske at anvende deres mulighed (den ny lov fra 2003) for at kræve aflivning af hunde, der har bidt, især når det gælder hunde af disse racer. Man bør indskærpe, at hundens race/type skal indgå i en bedømmelse af disse sager, hvor kamphundetype eller oprindelse bør være en skærpende omstændighed. Det bør indskærpes, at vedr. nuværende kamphunde, som er afskaffet inden forbudet trådte i kraft, bør aflivning foretrækkes i de tilfælde, hvor det er en mulighed efter bid/overfaldsepisoder, frem for påbud om mundkurv.

eller

B. Hold af hunde, hvor det ikke kan dokumenteres, at der højst er 1/8 kamphunderace i den pågældende hund, er kun lovligt, såfremt ejeren sørger for registrering senest en måned før hundens anskaffelse. Kun chipmærkede hunde kan registreres, og ejeren eller andre har pligt til, at have det pågældende registreringscertifikat på sig, når han eller hun færdes udenfor sin bolig med hunden. Registreringen skal omfatte kamphundeejeren selv og den hund, det drejer sig om, med en del detaljer om hunden (anskaffelsesdato, hundens stamtavle, oplysninger og sælger, vellignende foto af hunden, dens signalement, chipnummer osv.). Registreringen skal ske hos en relevant offentlig myndighed evt. Fødevarestyrelsen. Ejeren skal have pligt til at sørge for uophørligt at meddele adresseændring, hundens død, ny hund etc. Hold af kamphund skal være pålagt pligt til, forinden hunden er ni måneder og/eller senest tre måneder efter anskaffelsen at have gennemgået en relevant godkendt kursusrække med og uden hund med fokus på sikkerhed og lydighed, opdragelse, lovgivningen samt forsvarligt hold af hunden. Desuden skal der være pligt til opfølgningskurser en gang årligt, hvor kursusinstruktøren (der skal være specielt certificeret og godkendt til det evt. af DKK) skal have pligt til at indberette, hvis han eller hun fandt hunden farlig, eller hvis ejeren ikke havde styr på hunden. En ejer må maksimalt have to kamphunde. Gebyret for registrering skal pålægges ejeren og være sådan, at det fuldt ud dækker udgifterne. Også kurserne skal fuldt ud finansieres af ejerne. Hvis en ejer til en kamphund ikke overholder disse krav, skal politiet have pligt til straks at sørge for, at hunden aflives eller evt. overdrages til en anden ansvarlig og ”godkendt” kamphundeejer. (Der skal udformes særlige regler for opdræt af hunde af kamphunderacer).

C. Pligt til at sørge for at enhver hund af kamphundetype/eller –race (se nedenfor for definition af type/race) har mundkurv på, når den befinder sig udenfor ejeren/besidderens forsvarligt indhegnede have samt til, at den altid kun bliver luftet i snor af en stærk person over 25 år. Også registrering af hunde hos myndighederne (mod fuld brugerfinansiering) og kun tilladelse til personer over 25 år.


* Tilføjelse vedrørende kampracer – definition, typer

Som vi skrev, er hunde af kamphunderacerne potentielt farlige. I de rette hænder og behandlet på den rigtige måde volder de ikke problemer, men i andre situationer forvandles de relativt let til et kampvåben, der på kort tid kan forvolde alvorlig legemsbeskadigelse og evt. død for såvel andre hunde som mennesker pga. deres store muskelkraft og tilbøjelighed til at kunne udvikle en fastlåst og voldsom aggressiv adfærd under visse betingelser. Dette er definitionen på en kamphund. Man kan i sin omgang med disse hunde og i sin opdragelse behandle dem således, at de aggressive egenskaber, som ligger latent i disse hunde i højere grad end hos andre racer fremelskes. Ved en efterspørgsel i samfundet vil der opstå en avlsmæssig bestræbelse på at skabe hunde, der i særlig grad har disse genetiske egenskaber. Et målrettet avlsarbejde kan indenfor ret få år fremelske overvægt af individer, der er modige og aggressive overfor mennesker og andre hunde, hvis de også i deres opvækst dvs. miljømæssigt opdrages med henblik på dette. En liste over kamphunderacer/typer, som den vi i det efterfølgende fremkommer med, skal derfor revurderes og evt. revideres ca. hvert 5. til 10. år efter erfaringer og en statistisk opgørelse over de alvorlige ulykker pga. aggressiv adfærd, der har været i denne periode. Målbevidste opdrættere og hundehandlere, der går efter at importere eller frembringe hunde med disposition for aggressiv adfærd for at tilfredsstille et behov hos bl.a. kriminelle eller andre hensynsløse hundeejere i samfundet, kan udvirke, at forholdene ændrer sig løbende. Der kan også være tale om helt nye racer, som vi endnu ikke kender herhjemme, som vil dukke op eller bliver nyimporteret. Politiets hold af hunde må formentlig undtages regler om muskelhunde/kamphunde.

Nedenfor følger en liste over de Kamphunde/muskelhunde som i dag (april 2009) fremstår avlet med henblik på, at fastlåst og voldsom aggression overfor andre hunde og/eller mennesker relativt let opstå eller fremelskes samtidig med, at hundene besidder en betydelig muskelkraft. Vi har delt listen op i tre afdelinger:

Gruppe 1. Liste over muskelhunde med aggressivt potentiale, som bør forbydes holdt i Danmark uden særlig tilladelse fra politiet:

Anatolsk hyrdehund
Amerikansk Bulldog
American Staffordshire Terrier også kaldet ”Amstaff”
Boerboel / Boer Boel
Bully Kutta / Pakistansk kamphund
Cane Corso/ Cane Corso Italiano
Dogo Canario / Pero Pressa de Canaro
Dogo Argentino
Fila Brasilleiro
Mastino Napoletano
Ovtcharka / Owtscharka, Centralasiatisk og Kaukasisk
Pitt Bull Terrier / Pittbull Terrier (er allerede forbudt)
Tosa (er allerede forbudt)

For at hundeholdet skal være ulovligt må der være tale om, at den pågældende hund er racetypisk og som af sagkyndige vurderes til at være en hund tilhørende eller ifølge stambog er fra en af ovennævnte racer. Hvis det kan dokumenteres af ejeren, at hunden maximalt indeholder 1/8 af en af ovennævnte racer, og den i øvrigt ikke kan anses for at være farlig for sine omgivelser, bør den undtages for forbudet. Kun i disse tilfælde bør der dispenseres. (se nærmere vedr. dette nedenfor)

Gruppe 2. På observationsliste:

Akita Inu, Alano espanol, Ca de bestiar, Cao fila de sao miguel, Great japanese dog, Manchester terrier, Mastino Espanol, Shar Pei, Tibetansk Mastiff

Gruppe 3. Racer med et vist potentiale men hvor der pt. ingen overvejelser er om restriktioner:
Bull Terrier, Miniature Bull Terrier, Mastiff (Engelsk Mastiff), Bullmastiff og Staffordshire Bull Terrier (engelsk lille ca. 40 cm), Rottweiler, Dogue de Bordeaux, Dobermann samt Engelsk Bulldog mener vi, der også skal holdes lidt øje med (temperament, ulykkesstatistik), men der er ikke tegn på problemer, så vi ser ikke grund til restriktioner på disse racer.

Yderligere bemærkninger ved racer/typer:

Et avlsarbejde vil i løbet af forholdsvis få år kunne ændre en races potentiale og genetiske status, hvis der fra avleres side foretages et målrettet avlsarbejde for at imødekommes en mulig efterspørgsel af hunde med et meget letantændelig og aggressivt temperament indenfor disse racer. Derfor bør listerne jævnlig revurderes. Der kan tænkes bevægelser imellem listerne begge veje, dvs. både til og fra. Man kan også i en forsøgsperiode tænke sig, at en tilladelse til at besidde en hund fra visse af racerne/typerne i gruppe 2 (og evt. 3) bliver gjort betinget af neutralisation for både tæver og hanner fra de er 9 måneder, hvis der har været konstateret hændelser med alvorlige bidskader, mens man i nogle år observerer den statistiske udvikling for overfald og bid for den pågældende race/type og overvejer evt. tiltag i form af f.eks. forbud.

Vigtigt vedr. fastlæggelse og definition af typer/ racerne for gruppe 1 (evt. gruppe 2). Et hurtigt arbejdende ekspertudvalg:

Det har vist sig helt umuligt i en del tilfælde at identificere disse racer dvs. selve hundene. Hvis en stambog foreligger, så skal denne kun kunne inddrages og bruges som dokumentation i sagen, hvis den af et særligt hurtigt arbejdende ekspertudvalg, som skal nedsættes af Justitsministeriet, bedømmes til at være pålidelig dokumentation i de tvivlstilfælde, som det må ventes, at der vil være en del af. Reglerne bør udformes således, at dette udvalg ved ethvert tilfælde, hvor der kan være tvivl om hundens type/race, har ret til at afgøre, om den såkaldte hund er racetypisk af type og udseende og derfor tilhører gruppe1 (som er forbudt at besidde), når man sammenligner den med racekarakteristika for de hunde, der er nævnt i gruppe 1. Dette udvalgs afgørelse hviler således på hundens udseende og type (evt. inkl. oplysninger om adfærd) mere end på selve afstamnings- og/eller stambogsoplysningerne, som udvalget kan vælge at se bort fra, såfremt udvalget finder, at oplysningerne er usikre og/eller, når hundens udseende og type viser, at hunden er en typisk hund tilhørende gruppe 1. Udvalget bistår myndighederne, og skal således kunne besvare og udtale sig på baggrund af tilsendte foto af den pågældende hund (og evt. en kort beskrivelse af en hændelse og/eller en adfærd) som politiet gerne vil have oplysninger om. Udvalget skal indenfor max 5 dage kunne besvare politiets spørgsmål om, hvorvidt den pågældende hund må anses for at være af kamphunderace eller -type. Udvalgets afgørelse skal være endeligt dvs. uden ankemulighed. Det betyder, at man bliver nødt til at operere med nogle fastlagte typemodeller/fotos af hunde taget fra forskellige vinkler, der viser, hvordan en hund af den pågældende race fra gruppe 1 ser ud, således at den er defineret vha. nogle foto og beskrivelse, som dette udvalg har, og som naturligvis også er offentligt tilgængelige. Udvalget skal også mod betaling kunne udtale sig på forhånd, når en borger er i tvivl vedr. import af en given hund, som altid skal være over et år gammel. Udvalget skal bestå af 6 til 8 kyndige personer udpeget af Den Danske Dyrlægeforening samt Dansk Kennel Klub og Dansk Racehundeunion. Det skal være lønnet og være hurtigarbejdende. Politiet og andre myndigheder skal kunne få svar indenfor få dage i hastesager og ellers indenfor 1 -2 uger. Det er vigtig for os i foreningen at præcisere, at uanset hvilket indgreb man fra politisk side vil overveje, kommer man ikke uden om at forsøge at indkredse og i aktuelle sager kunne afgøre, hvornår en hund må vurderes som værende af pågældende race eller type, som er potentielt farlig og som må siges at besidde de egenskaber, der gør, at den er som et våben, der kan være farligt for samfundet. Det vil sige, hunden tilhører den type hund, vi ikke ønsker findes hos almindelige mennesker i det danske samfund, hunde som vi gerne helt vil være foruden pga. den store risiko for andre mennesker og dyr.

Men vi bliver nødt til at operere med typiske racemodeller, dvs. mere typer end racer og have nogle fotos og mål, der kan definere de enkelte typer eller racer af hunde, som skal være omfattet af en evt. lov. Dette er nødvendigt, fordi disse kamphunde i dag ofte er indført ulovligt, og man kan tit ikke stole på deres ”papirer” eller stamtavler, hvilket i dag er et problem for politiet og andre myndigheder. Bl.a. er der sandsynligvis tale om, at en del af de ”Amstaffere”, der jo er en del af i Danmark (og hvor antallet må forventes at stige de kommende år, hvis ikke politikerne handler), i virkeligheden er Pitt Bull Terriers (som allerede er forbudte herhjemme). Ingen kan bevise, at en del af disse ”Amstaffere” nok i virkeligheden er Pit Bull Terriers, for de er forsynet med stamtavler, der viser noget andet. Vi kan ikke stole på avlsoplysningerne i mange tilfælde, slet ikke hvis hunden helt eller delvist stammer fra udlandet, som det ofte er tilfældet. Derfor er det tvingende og afgørende nødvendigt, at man kan operere med foto og tekstbeskrivelse af typisk udseende på hunde, der bruges til at definere og fastlægge racen, når vi taler om disse kamp- og eller muskelhunde. Evt. beskrivelse af temperament kan indgå, men det er både usikkert, svært og tidsmæssigt omfattende samt dyrt at vurdere, da disse hunde kan være ret flinke, når de er i deres egen familie. Her er de ofte hengivne og trofaste. Det er ved visse hændelser, de bliver farlige.