
Forholdene omkring dyretransporter har ofte været behandlet i medierne. Der er blevet afsløret forhold, der har vakt meget vrede og forargelse. Blandt andet en ulovlig transport af smågrise, der have fået myndighedernes blå stempel. En vognfuld døde smågrise, der havde lidt kvælningsdøden, fik ingen konsekvenser for den dyrlæge, der havde godkendt transporten.
Det har været hævdet, at 20 % af alle dyretransporter er ulovlige og ikke overholder forskrifterne.
Det har affødt en strengere kontrol og indførelse af en klippekortordning, hvorefter vognmanden efter at have overtrådt loven flere gange, betinget kan fratages retten til at transportere dyr.
Som alle andre betingede sanktioner, skal denne ordning nok vise sig at være særdeles effektiv!
Dyr skal beskyttes under transport. Det ved både vognmanden og chaufføren. De kan ofte fremvise kursusbevis udstedt af "Dansk Transport og Logistik".
Alligevel transporteres dyr uforsvarligt.
En vognmand havde f.eks. overlæsset sit køretøj - for mange grise på for lidt plads. Dette konstateredes ved, at grisene væltede ud af vognen, da lågerne blev åbnet på slagteriet. Vognen var overophedet (ingen ventilation), og grisene havde vejrtrækningsproblemer. En gris havde et "frisk benbrud", og en anden kunne ikke rejse sig. Skaderne var opstået under transporten, og begge grise blev aflivet i vognen. Yderligere 3 havde svære vejrtrækningsproblemer og blev sat på sygestald.
Under snestormen i februar i år væltede en transport med 150 grise på landevejen ved Sakskøbing. Mange grise blev klemt fast og måtte aflives på stedet af en dyrlæge. Resten løb forvirrede rundt og måtte indfanges. Chaufføren havde ikke taget hensyn til vejrforholdene, som var varslet, og havde derved overtrådt reglerne om beskyttelse af dyr under transport.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside, kan man læse om en lignende situation. Her var tale om to transporter fra samme firma, der kørte fast i sneen med 6000- 7000 kyllinger. Mange kyllinger måtte aflives og de, der ikke allerede var døde, var "forfrosne forkomne".
Det er fortvivlende læsning.
EU's forordning om beskyttelse af dyr under transport, som trådte i kraft 1. januar 2007, indeholder ikke de nødvendige forbedringer.
Justitsministeren vil derfor indenfor "EU rettens rammer" søge at gennemføre "forbedringer for dyrs velfærd under transport".
Igen et bevis på, at lovgivningen i EU's ikke tager dyrevelfærd alvorligt. Hvordan vil det blive i fremtiden?
Med medlemslande som Bulgarien og Rumænien bliver det endnu sværere at få gennemført en lovgivning, der skal forbedre og sikre velfærden for vore landbrugsdyr og produktionsdyr.
Derfor er det vigtigt at forsøge at påvirke politikere både de hjemlige, og de der sidder trygt og godt i EU parlamentet, samt den intergruppe, der arbejder for dyrevelfærd.Af danske medlemmer i gruppen findes Dan Jørgensen, som har været medlem siden 2004.
Linket til den nugældende forordning om beskyttelse af dyr under transport.
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:32005R0001:DA:HTML